
Lene var ikke som de fleste. Hun havde altid haft en svaghed for ting med historie. Ikke nødvendigvis antikviteter eller sjældne samlerobjekter, som man kunne sælge for store summer, men de små ting – hverdagsobjekter, som fortalte noget om fortiden, om mennesker og deres liv. Et gammelt kaffekrus med slidte mønstre, en æske fyldt med brocher fra 60’erne, et falmet postkort sendt fra Nice i 1983 – alt dette kunne få hendes hjerte til at slå lidt hurtigere.
Hun boede alene i en lille lejlighed i det centrale Aalborg, ikke langt fra havnefronten. Lene havde arbejdet som bibliotekar i næsten 30 år, og selvom hun for længst var gået på pension, havde hun aldrig mistet sin kærlighed til orden, systematik og… ting. Mange ting.
Hendes venner og familie havde i årenes løb grinet lidt af hendes hang til at samle. Ikke på en hånlig måde – mere med kærlighed og let hovedrysten. “Lene og hendes skatte,” plejede hendes søster at sige, når de besøgte hende og måtte flytte på en stak gamle magasiner for at få plads ved spisebordet.
Men for Lene var det mere end bare samleri. Det var minder. Det var historiefortælling. Hver eneste genstand havde en betydning, en historie, en sammenhæng, og hun kunne næsten altid huske, hvor og hvornår hun havde fundet den. Et gammelt spejl fra et loppemarked i Hadsund. En kasse fyldt med kassettebånd fra en garage i Svenstrup. Og de gamle udklipsbøger, hun havde fået af en bekendt, som skulle flytte på plejehjem. Hun havde reddet dem fra skraldespanden og brugt dage på at bladre igennem siderne, mærke papiret, læse de sirligt udklippede artikler og mærke tiden passere gennem sine hænder.
Men tiden – og tingene – havde det med at hobe sig op. Lene nåede til et punkt, hvor hun ikke længere kunne bevæge sig frit rundt i lejligheden. Hun begyndte at stable kasser oven på hinanden, skabe gangsystemer mellem møblerne og opdele sine samlinger efter emne og æstetik. Det var både fascinerende og kaotisk, og selv Lene måtte indrømme, at det var begyndt at tage overhånd.
Derfor tog hun en beslutning: Hun måtte finde et sted, hvor hun kunne opbevare en del af sine ting, uden at de var for langt væk. Noget der var sikkert, tørt, og hvor hun kunne komme og gå, som det passede hende. Efter lidt søgen fandt hun det perfekte sted – et opbevaringsrum i Aalborg i et moderne depotcenter med adgang døgnet rundt og fine faciliteter.
Hun lejede et mindre rum til at starte med – men det viste sig hurtigt, at hun havde brug for mere plads. Ikke fordi hun ville skille sig af med noget, men fordi hun så muligheder. Rummet blev ikke blot et sted til opbevaring. Det blev hendes lille museum. Hver søndag tog hun ud til depotcenteret, med en termokande kaffe og en lille pose madpakker. Hun havde indrettet rummet med små reoler, plastkasser med etiketter, og endda et lille klapbord, hvor hun kunne sidde og sortere i sine ting.
Det blev hurtigt hendes fristed.
“Der er noget beroligende ved at være her,” sagde hun engang til en af centerets ansatte, som kom forbi for at kontrollere ventilationen. “Her kan jeg tage en ting frem ad gangen, se på den, mærke den, og så lægge den på sin plads. Der er orden her.”
Hun begyndte at føre en lille dagbog over sine besøg. Hvad hun tog med hjem. Hvad hun bragte derud. Hvad hun opdagede i sine egne samlinger. Det blev en slags katalogisering, men også en måde for hende at komme tættere på sig selv og sin passion. Hun begyndte også at fotografere sine genstande – ikke med en fancy mobiltelefon, men med sit gamle digitalkamera, som hun havde haft siden 2006.
Gennem det lille opbevaringsrum i Aalborg fandt Lene ro. Det blev ikke kun et sted at opbevare ting – det blev et rum for refleksion. Et sted hvor minder, idéer og historier kunne leve videre uden at fylde op i hendes hjem.
En af de særlige glæder for hende var at finde ting, som passede ind i et bestemt tema. I en periode gik hun op i alt med blomster – dåser, brocher, gamle tapetprøver, bøger om botanik. En anden gang var det 80’ernes farvepalet og æstetik, der fangede hendes interesse. Hun opsøgte genbrugsbutikker i hele Nordjylland, og hendes samlinger voksede i takt med hendes nysgerrighed.
Hun begyndte også at skrive små tekster – små historier inspireret af de ting, hun fandt. En gammel dukke med krakeleret ansigt blev til fortællingen om en pige fra 1950’ernes København. En notesbog med sirlige håndskrifter fra 1971 inspirerede hende til at skrive om en kvinde, der drømte om at rejse jorden rundt.
Selvom Lene aldrig havde set sig selv som kreativ i traditionel forstand, så opdagede hun, at hun faktisk havde et særligt talent for at finde sammenhænge, skabe stemninger og bygge historier ud fra objekter. Hun blev aldrig udgivet, og hun delte ikke teksterne med nogen, men det gjorde ikke noget. For hende var det nok, at de fandtes.
I dag er Lene 71 år gammel. Hendes opbevaringsrum er vokset til to rum – og hun kalder dem kærligt for “arkivet” og “galleriet”. Arkivet er fyldt med kasser, systematik og etiketter. Galleriet er hvor hun udstiller udvalgte genstande for sig selv, som om det var en udstilling på et museum.
Når folk spørger hende, hvad hun egentlig laver, svarer hun som regel: “Jeg samler på historier.” Og det er præcis det, hun gør. Hun samler ikke bare på ting – hun samler på liv, på minder, på stemninger.
Det begyndte måske med en trang til at bevare og holde fast, men med tiden blev det en måde at forstå verden på. Og uden det opbevaringsrum i Aalborg, som gav hende pladsen og roen til at fordybe sig, var det måske aldrig blevet til mere end stakke og rod i en lejlighed.
Men takket være rummet, systemet, tiden og roen, har Lene skabt sit eget lille univers – og det er smukt.